Sexologen

Sexologen


 

Jeg er uddannet sygeplejerske, men det har ikke altid ligget i kortene, at det var det, som jeg skulle blive. Da jeg blev færdig med HTX i 1994 og ville tage mig et sabbatår, tog jeg job som ufaglært i hjemmeplejen. Det blev jeg så glad for, at jeg først gennemførte social og sundhedsuddannelserne. Herefter arbejdede jeg som social og sundhedsassistent på plejehjem, indtil at jeg skulle på barsel med vores første barn. Da jeg havde haft barselsorlov, fik jeg lyst til at læse videre og begyndte på sygeplejeskolen i Svendborg i 1999, hvor jeg blev færdig i 2002.

Som sygeplejerske opdager jeg hele tiden nye veje/områder, som vækker min nysgerrighed. Den motiverer mig til at lære nye faglige, som personlige, færdigheder og har bevirket, at jeg har haft brug for at fordybe mig i forskellige specialer fra medicin, psykiatri, intensiv, operation og gynækologi. Sidstnævnte sted var jeg i 9 år, og imens jeg arbejdede der, læste jeg en master i sexologi ved Ålborg universitet, hvor jeg blev færdig i juni 2015.  Se evt. link for detaljeret indhold og mål for masteruddannelsen. http://www.aau.dk/uddannelser/efteruddannelse/master/sexologi/
I oktober 2014 opstartede jeg, sammen med en anden sygeplejerske og læge, et sexologisk ambulatorium på gynækologisk afdeling, OUH. I februar 2016 fik jeg mulighed for at få indsigt i det urologiske speciale, herunder mandens seksuelle problemstillinger, og derfor startede jeg på afdeling L. på Odense universitets hospital i en stilling som klinisk sygeplejespecialist. Her er jeg tilknyttet sexologisk klinik, hvor vi to gange om ugen har vores egne patienter, hvor vi rådgiver og behandler for blandt andet rejsningsproblemer. På baggrund af en dybdegående samtale, hvor vi får afdækket den enkeltes situation, opstarter vi blandt andet også medicinsk behandling samt giver ESWT (extracorporeal shockwave therapi) for rejsningsbesvær.

Den viden og indsigt, som jeg har fået igennem de sidste par år, vil jeg bruge til at hjælpe mennesker med en seksuel udfordring eller problemstilling.

Jeg er af den overbevisning at for at kunne give en så kompetent og professionel rådgivning som muligt, er det en fordel at have en sundhedsfaglig viden, hvor man ud over det anatomiske og fysiologiske også må have indsigt i, hvordan medicin, sygdomme, operationer og livsstil kan have indflydelse på ens seksuelle sundhed og trivsel.
Emnet er utroligt komplekst og kan ikke anskueliggøres udfra en sort/ hvidt og enten/eller tankegang, da der er mange faktorer, som spiller ind. Kontakt mig og se om jeg kan hjælpe dig/jer.

20161105_154034