Vaginisme

Vaginisme


En ufrivillig sammentrækning af muskulaturen i den ydre del af skeden. Vaginisme bevirker at vaginal penetration besværliggøres og forsøg herpå forårsager smerter. Man deler vaginisme op i primær og sekundær. Primær hvor vaginismen altid har været til stede. Det kan være i forbindelse med, at man prøver at indføre en tampon under menstruation eller i forbindelse med samleje. Mange par med den udfordring finder ud af at have sex på andre måder og det kan for nogen fungere fint, mens det for andre er ødelæggende for forholdet og bliver i særdeleshed udfordret i forbindelse med et graviditetsønske. Det kan være her, at man for første gang møder kvinden i gynækologisk ambulatorium.

Andre kvinder finder først ud af at de lider af vaginisme, når de henvender sig til gynækologisk undersøgelse, da de tror, at der er en organisk forklaring på problematikken.

Den sekundære form for vaginisme er, hvor kvinden tidligere har haft et velfungerende sexliv, men på baggrund af en voldsom fødsel eller for hårdhændet gynækologisk undersøgelse har udviklet det.

Hvor om alting er, er det godt at få udelukket anden årsag ved en gynækolog. Herefter kan man begynde at arbejde med sin vaginisme, mentalt og fysisk. Hjernen skal trænes til ikke at tænke ”flugt” ved forsøg på penetration og det kan man f.eks. træne ved at benytte dilatatorer, bækkenbundstræning og samtale. Man skal forvente at det kræver flere besøg samt hjemmeopgaver og afhænger samtidig af om vaginismen er primær eller sekundær.

Som sygeplejerske med mange års gynækologisk erfaring, har jeg mødt en del kvinder med vaginisme. Som sexologisk rådgiver og behandler har jeg rådgivet og behandlet kvinder.

Jeg har haft kvinder som både havde primær eller sekundær vaginisme. Kvinder som tidligere havde haft et uproblematisk sexliv, men efter en voldsom fødsel, seksuelt overgreb eller en ubehagelig gynækologisk undersøgelse havde fået vaginisme samt kvinder som aldrig havde haft samleje på grund af smerter. Den sidstnævnte gruppe er de primære og et studie har vist at 50 % af de kvinder opfylder kriterierne for vulvodyni og derfor kan det være svært at skelne de to ting.

Uanset hvilken grund der er til vaginismen, er det vigtigt at få afdækket den enkeltes historie, kende sine kompetencer og begrænsninger samt vide, hvor man evt. kan henvise til et videre forløb.